Fra sundhedsjurist til terapeut

Pelin Goul Kilinc Andersen, 32

Hvorfor startede jeg på rejsen?

Under jurastudiet var der noget, som ikke føltes rigtigt. Jeg blev, jeg kæmpede, og jeg undertrykte mine behov og følelser. I mange år. I min sidste ansættelse som sundhedsjurist og tillidsrepræsentant kom jeg tættere på det menneskelige arbejde. Jeg mærkede skiftet fra det klassiske kontorarbejde foran skærmen til relationsarbejdet – arbejdet med mennesker og trivsel. Det ville jeg have mere af. Jeg sagde op, reflekterede og blev klogere på mig selv. Hvem er jeg, og hvilke værdier vil jeg faktisk leve efter? Hvad er min livsfilosofi? Hvad vil jeg gerne give videre og støtte andre i? Når klienter deler deres egne refleksioner over udbyttet af vores forløb, får jeg oprigtigt kuldegysninger. Jeg mærker hjælpen, relationen og mennesket bag. Jeg mærker, at det er rigtigt for mig.

Rejsen til i dag

Under jurastudiet blev jeg ramt af en depression; en kombination af mange ting, blandt andet høje krav til mig selv og det at leve mellem to kulturer og skulle finde sin egen vej i det. Jeg forsøgte at få hjælp, men følte mig ikke tilpas i de klassiske kliniklokaler. Allerede dengang tænkte jeg, om det mon ikke kunne gøres anderledes. Det føltes uoverskueligt. I stedet kæmpede jeg videre på egen hånd. Indtil jeg igen blev ramt – denne gang af en fødselsdepression. Jeg deltog i et gruppeforløb sammen med andre mødre i samme situation, og det gav mig en ny indsigt. At være i et rum med andre, der havde det på samme måde, gav en følelse af ikke at være alene. Det skabte lidt ro. Jeg begyndte igen til kampsport – en sport, jeg havde efterladt i teenageårene – og fik lov til at afreagere alle de følelser, jeg havde undertrykt i så mange år. Jeg helede langsomt, blev mere fokuseret og både fysisk og mentalt stærkere. Derefter blev jeg introduceret til åndedrættets kraft og vores nervesystem. Jeg helede yderligere og mærkede, hvordan jeg selv kunne regulere, og hvilken effekt det havde på min krop ved fødsel nr. to i form af et vildt overskud trods smerterne. Gennem metakognitiv terapi forstod jeg for alvor, hvordan vores sind i virkeligheden fungerer. Jeg forstod, hvordan krop og sind hænger sammen. Jeg forstod, at krop og sind er selvregulerende, hvis vi lader dem være – og bare er. I væren. Er det lettere sagt end gjort? Ja. For hvis man har levet på en måde, der ikke har været gavnlig for ens trivsel i måske 20, 30 eller 40 år, kræver det træning først. Mental træning. Den kognitive og psykologiske fleksibilitet skal styrkes, og det vil jeg oprigtig gerne videreformidle til andre. Selvom jeg i starten ikke havde en plan om at kombinere boksning med terapi, så jeg en tydelig sammenhæng mellem boksetræningen og opmærksomhedstræningen i metakognitiv terapi. Jeg valgte derfor at lave et prøveforløb med personer i psykisk mistrivsel for at undersøge, om resultaterne stemte overens med min egen oplevelse. Undersøgelsen viste positive resultater. Vores krop og sind hænger uløseligt sammen, og vi kan ikke kun behandle det ene uden det andet. Som hele mennesker med følelser og tanker skal vi træne den usynlige muskel. Vi skal derfor prioritere at træne vores mentale muskel. Deraf navnet mentalmuskel. (Undersøgelsen vil snarest blive publiceret - ellers er du velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende snak herom)